Trivsel og livskvalitet gælder vel alle?
Man skal ikke måle kvaliteten af et samfund, på hvordan det behandler de rige,
men på den måde det behandler de udsatte!
Derfor er det med rette, at lovgivningen tager udgangspunkt i,
at skabe de bedste rammer for trivsel, livskvalitet, udvikling og tryghed for udsatte borgere!
Men, bør trivsel, livskvalitet, tryghed,
arbejdsglæde og udvikling ikke også gælde de mennesker der er ansat til at hjælpe udsatte borgere?
Mænd, kvinder, mødre, fædre ansat i jobs hvor der er risiko for jobrelateret vold,
har familier der dagligt må leve med at der er risiko for at deres mand, hustru, mor eller far,
kommer hjem med fysiske og psykiske skader - eller endnu mere tragisk, slet ikke kommer hjem!
ND-SEC er ikke i tvivl om, at utryghed og oplevelser af vold mod personale, der ikke er klædt godt nok på,
reducerer kvaliteten af hele det arbejde der foregår, og i sidste ende har store samfundsmæssige konsekvenser.